De forbereder sig på TV-debat: Trump på golfbanen – Hillary i medietræning

De to kandidater har forberedt sig fuldstændigt forskelligt til mandagens første præsidentdebat.

Jordan: Blasfemi-anklaget forfatter dræbt

En jordansk forfatter er blevet skudt i Jordans hovedstad, Amman. Han var anklaget for religionsfornærmelse.

Lykketoft genopstiller ikke til Folketinget

Tidligere socialdemokratisk formand Mogens Lykketoft genopstiller ikke ved et kommende folketingsvalg, siger han fra talerstolen på partiets årlige kongres.

Tidligere kollega om Melchior: Arne kunne være som en vulkan

Den tidligere folketingspolitiker og partikollega Peter Duetoft husker tydeligt sit første møde med nu afdøde Arne Melchior.

Danske startups vil gøre en forskel

Pille-apps, hjernestimulation og katastrofe-kommunikation. Udvalget af hjælpsomme startups var bredt, da tech-folket mødtes i Operaen til konference.

Min Kultur Min Kultur Lone Hertz

Lone Hertz er kendt for sine roller på film og teater, hun har været teaterleder, rektor på Statens Teaterskole og er fortsat en efterspurgt foredragsholder. 53 år efter sit gennembrud som Frk. Nitouche er hun aktuel som priorinden i Folketeatrets genskabelse af ”Frk. Nitouche”. Foto: Michael Stub

Hvad læser du lige nu?

»Jeg har lige læst Kim Leines totalt vidunderlige og syrede ”Afgrunden”. I sengen læser jeg fagbøger. Mest om handicapverdenen, som jeg har tilhørt i 50 år på grund af min vaccinationsskadede søn. En helt nødvendig bog er ”På kanten af velfærdsstaten”. Alle vi handicappede familier holder vejret i disse måneder – en ny udgave af serviceloven er på vej. Alle rettigheder tænkes sløjfet for de udsatte og erstattet af skøn. Ens fremtid bedømmes af tilfældige sagsbehandlere i tilfældige kommuner på tilfældig tid. I disse sparetider ved vi, hvad det kommer til at betyde.«

Hvilken bog vil du anbefale?

»Carsten Jensens bog ”Den første sten” om vores Afghanistan-krig skal vi alle læse. En bog fuld af rædsel, smerte og tragikomik – Vorherres sorte humor.«

Hvilken kulturperson ville du gerne drikke kaffe med?

»Kulturminister Bertel Haarder, som også da jeg var rektor for teaterskolen var min undervisningsminister. Han bør vise mod nu og gå i gang med at udvikle vore børn og unge til musiske, grønne mennesker med igangsætterånd, fantasi og empati. Det ville gøre os til et unikt folkefærd – attraktive for verden.«

Hvad er din seneste  kulturoplevelse?

»Grønnegårdsteatrets Holberg-forestilling ”Jeppe på Bjerget” – elegant, nytænkt, vittig og velspillet. Oplevelsen gjorde mig fuld af glæde over mit fag – og som mor stolt af min søn, som både var skuespiller i forestillingen og teatrets direktør (Steen Stig Lommer, red.). Susende stolt!«

Hvilken film glemmer du aldrig?

»Dokumentarfilmen om min søn ,”Tomas, et barn du ikke kan nå”, bærer jeg med i hjertet. Filmen forandrede en del for Tomas og mig i vort liv. Og så fik vi både Bodil og international anerkendelse for filmen.«

Hvornår har du sidst fældet en tåre i forbindelse med en kulturel oplevelse?

»Jeg hulkede over filmen ”Den danske pige”, der handler om en af verdens første transpersoner. Min bror var homoseksuel og havde samme nedgørende og usle liv.«

Hvilken kulturoplevelse i din barndom glemmer du aldrig?

»Den sidste aften, hvor vores store solodanserinde Margot Lander ”dansede af”, som det hedder. Jeg var balletelev på Det Kongelige Teater og bare 11 år. Jeg lå på knæ på balkonen – og tudede af lykke. At se så megen energi, udstråling, ynde, vidunderlige bevægelser og ikke mindst hendes originalitet får mig stadig til at gyse af fryd.«

Unge asylsøgere på egen hånd: Uledsagede fylder stadig mere på asylcentrene

Mens det tidligere var et særsyn, at mindreårige asylsøgere kom til landet uden deres forældre eller andre voksne, er denne gruppe kommet til at fylde mere og mere i asylsystemet.

Der er et stort antal af uledsagede flygtningebørn, som man ikke ved, hvor er lige nu.

Natalia Banulescu-Bogdan, vicedirektør for Migration Policy Institute

Antallet af asylsøgere er generelt styrtdykket i årets første otte måneder, men man har ikke set samme fald i antallet af de såkaldte uledsagede mindreårige, viser de seneste tal fra Udlændingestyrelsen.

I alt er der ved udgangen af august registreret 4.969 asylsøgere i 2016. Mere end hver femte af disse – 1.044 personer, svarende til 21 pct. – er under 18 år og ankommet alene, og de er derfor blevet indlogeret på særlige asylcentre for børn og unge, mens deres sager behandles.

Til sammenligning kom der i fjor – da det samlede asyltal satte rekord – 2.144 uledsagede mindreårige, svarende til hver tiende asylsøger. I perioden fra 2012-2014 udgjorde gruppen af mindreårige konstant omkring fem pct.

I de kommuner, der driver landets asylcentre, kan man tydeligt mærke tendensen. Langeland Kommune skal som følge af det faldende asyltal lukke 5 af 12 centre.

»Men alle lukninger er på voksenområdet. Vores fire centre for uledsagede mindreårige er fortsat i drift,« siger kommunens asylchef, Ulrik Pihl.

Et europæisk fænomen

Udviklingen gør sig også gældende på europæisk plan, påpeger Natalia Banulescu-Bogdan, vicedirektør ved den uafhængige tænketank Migration Policy Institute i Washington, som bl.a. analyserer migrantstrømmene til Europa.

»Der har været en stigning i antallet af uledsagede flygtningebørn, som kommer til Europa, ikke mindst til Sverige og Tyskland. Det er nogle meget sårbare individer, som ofte er blevet udnyttet af menneskesmuglere, har oplevet vold på rejsen og i det hele taget er i en meget udsat situation,« siger vicedirektøren, der tilføjer, at en del af de uledsagede mindreårige forsvinder sporløst.

»Der er et stort antal af uledsagede flygtningebørn, som man ikke ved, hvor er lige nu. Landene taber dem simpelthen af syne i modtagecentrene,« siger hun.

De danske udlændingemyndigheder har tidligere bekræftet, at en del af de mindreårige asylsøgere aldrig når at få afgjort deres sager, fordi de forsvinder. Formodningen er, at de er rejst videre til andre lande, f.eks. fordi de har familie i andre nordiske lande.

De uledsagede asylsøgere udgøres ikke mindst af afghanere. I år er der registreret 517 mindreårige fra Afghanistan, hvilket svarer til næsten halvdelen af de 1.044 asylsøgere under 18 år.

Afghanere i top

De mange unge afghanere er en stærkt medvirkende årsag til, at Afghanistan nu lige nøjagtigt har vippet Syrien ned fra den hidtidige suveræne førsteplads over lande, hvorfra der totalt set kommer flest asylsøgere. I år er der kommet 1.009 afghanere mod 999 syrere.

FN’s børneorganisation, Unicef, pegede med en rapport i juni på, at flere end 9 af 10 flygtninge- og migrantbørn, der ankommer til Europa gennem Italien, er uledsagede. Det vil sige, at de hverken har forældre eller andre voksne familiemedlemmer med på turen fra hjemlandet. Det øger ifølge Unicef risikoen for, at de udsættes for overgreb eller bliver udnyttet på anden vis.

De uledsagede mindreårige, der ankom til Italien, udgjorde i årets første fem måneder mere end 7.000, hvilket er over dobbelt så mange som i samme periode i 2015. Samme billede ser Unicef i Grækenland.

Dansk bokser tabte og beskadigede tænderne i Los Angeles

Det skulle have været starten på et mindre USA-eventyr for den professionelle weltervægtsbokser Kim Poulsen, som i de danske morgentimer for første gang boksede på amerikansk grund på et stævne arrangeret af den nye danske boksepromotor Peter Rasmussen.

Men i stedet endte det med et bittert nederlag før tid til en akavet japaner ved et stævne i Los Angeles Badminton Club i bydelen El Monte.

I slutningen af anden omgang hamrede Gaku Takahashi, en ranglet japansk højrefodsbokser, et højre hook af sted, og det traf Kim Poulsen på kæben, så han sank sammen i sit eget ringhjørne.

Slaget så egentlig ikke så hårdt ud. Danskeren var i ubalance, da han blev truffet, og han kom da også hurtigt på benene igen. Men da tællingen var overstået, og omgangen blev ringet af, stod det hurtigt klart, at skaden var sket.

Siddende på skamlen i pausen mellem anden og tredje omgang gestikulerede Poulsen, at der var problemer med venstre side af mundtøjet.

Stævnelægen blev tilkaldt, og han kunne hurtigt konstatere, at tre tænder i danskerens mund havde forrykket sig – og at venstre side af kæben muligvis var brækket.

Poulsen gav udtryk for, at han gerne ville fortsætte, men blev kampen blev fornuftigvis stoppet, og den 29-årige dansker blev dermed noteret for sit fjerde nederlag i 31 kampe.

Den 29-årige dansker blev straks efter kampen tilset af officials, og det blev besluttet at køre ham på skadestuen efter boksestævnets afslutning.

Han kunne af gode grunde ikke kommentere kampens udfald. Det blødte fra munden i omklædningsrummet, og han måtte slukøret dulme smerterne med en ispose, som promotorens hustru i al hast havde fundet frem.

Kampen blev indledt i et relativt stille tempo, hvor bokserne primært så hinanden an. Takahashi (15-6-1) var muligvis en anelse mere aggressiv.

Kim Poulsen (til venstre) mens det stadig gik godt. Foto: Thomas Andrew

Japaneren er ingen gudbenådet teknikker, men han lever af sin udholdenhed, sit vedvarende pres og sin frygtløse natur. Et par gange i første omgang kastede han sig mod Poulsen og ramte med et par dybe træffere, mens danskeren forholdt sig noget mere afventende.

Kim Poulsen er en teknisk dygtig bokser, der kan sit håndværk. Som en naver på valsen rejser han gerne ud for at demonstrere det. Men i nat nåede han ikke helt at indstille sigtekornet og få gang i sin kontraboksning, inden kampen blev afbrudt.

Anden omgang startede noget bedre end første for danskeren. Han fik afleveret enkelte dybe stød til japanerens maveregion og cirklede fornuftigt rundt om sin modstander. Det var en ret lige omgang, men Poulsen var tilsyneladende ikke aktiv nok til at imponere dommertrioen fra California State Athletic Commision, som havde japaneren til at vinde begge omgange.

Takahashi, som havde fordel af længere rækkevidde, viste en anelse mere beslutsomhed og synlige intentioner om at komme af med sin modstander. Det er noget af det, som boksning også går ud på.

Det er muligt, at Kim Poulsen havde kræfter og vilje til at kunne kæmpe sig ind i kampen og udmanøvrere Tagahashi på længere sigt. Men i de døende sekunder af anden omgang ramte det skæbnesvangre højrehook, der knuste muligheden.

Den ærgerlige afslutning på kampen kaster en skygge over Poulsens USA-ophold, som også omfattede en række spændende besøg i trænerlegenden Freddie Roachs berømte Wild Card Boxing Club, hvor nogle af verdens bedste boksere træner under Roach og stedets øvrige trænere.

Men den danske nævefægter kan trods alt glæde sig over den sejr det er, at han tidligere på året blev erklæret sygdomsfri efter at have pådraget sig testikelkræft. Poulsen fik ved den lejlighed fjernet en tumor, og heldigvis viste efterfølgende undersøgelser, at kræften ikke havde bredt sig.

”Nu venter en længere pause, og så må vi se, om karrieren fortsætter,” meddeler bokseren, som de seneste år har han haft fast base i Østrig, hvor han bor sammen med sin kæreste, Eva Voraberger, der ligeledes er professionel bokser.

Stævnet, som også udover en række velmatchede boksekampe også bød på flere MMA-kampe, blev overværet af ca. 1.000 mennesker heraf en mindre danskerkoloni, der havde medbragt dannebrogsflag og rød-hvide gevandter.

Arrangementet fandt sted i en fikst indrettet badmintonarena med mobile tilskuertribuner, der passede perfekt til boksning.

Peter Rasmussen, aftenens arrangør, planlægger af ganske særlige grunde at lægge sine kommende boksestævner netop her.

En af de udgiftsposter, som er markant dyrere i USA end i Danmark, er nemlig leje af haller. Diverse hoteller og sportsarenaer koster kassen og kræver samtidig retten til at score fortjenesten for parkering og salg af alkohol og snacks.

Det fik den kløgtige promotor til at søge andre veje. Han bemærkede, at badminton er noget nær en ukendt sport for amerikanerne og primært dyrkes af indvandrede asiater, der selv har opført en hal som denne. Efter princippet om udbud og efterspørgsel kunne han derfor indgå en favorabel og længerevarende aftale med indehaverne og spare penge.

At en dansker i det hele taget arrangerer boksestævner i USA og dermed kaster sig ud i konkurrence med etablerede amerikanske promotorselskaber som Top Rank og Golden Boy Promotions, er en også en historie, der fortjener at bliver fortalt.

Den 50-årige Peter Rasmussen har en fortid som pilot og selvstændig erhvervsdrivende i Køge, hvor han blandt andet udførte bestyrelsesarbejde i fodboldklubben HB Køge.

Har kun boet i USA i tre år og valgte at flytte med familien til Californien – lidt som et eventyr – da muligheden for at indløse et Green Card opstod.

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave. Man kan kalde det en 50-årsskrise. Det var lidt af en tilfældighed, at det blev boksning,” siger promotoren, der som ung selv stiftede bekendtskab med sporten og boksede tre amatørkampe.

Det var mødet med en anden dansker, Niels Tørring, der flyttede til USA i starten af 90’erne og har indgående erfaring som boksemanager, der fik ham til at se lidt nærmere på sporten og aflægge et besøg i Wild Card Boxing Club i Hollywood.

Her mødte han Freddie Roach, stedets rødhårede indehaver, der er oplært af trænerlegenden Eddie Futch. Det ramponerede træningscenter, som har haft besøg af Johnny Bredahl og Mikkel Kessler, er en magnet for topboksere, der søger gamets ypperste vejledning.

Roach, som normalt er meget sky, syntes om danskeren. Tilliden blev bygget op, og kort efter opstod idéen om, at Peter Rasmussen som promotor – med Freddie Roachs opbakning – kunne være med til at aktivere nogle af de boksere, som havde svært ved at få kampe.

Sidenhen har han med sit selskab PR Sprots arrangeret en håndfuld boksestævner i Los Angeles og planlægger at afholde det næste til december.

Fakta: Wozniacki har 24 finalesejre og 17 nederlag

Tennisstjernen Caroline Wozniacki, der søndag vandt WTA-turneringen i Tokyo, havde ikke været i en finale i halvandet år. Modstanderen var japanske Naomi Osaka, som blev besejret i to sæt.

Den 26-årige dansker har med finalesejren i Japan stået i 41 finaler og vundet de 24. Se her hvordan det er gået Wozniacki i hele karrieren:

* Sejre:

2016: Tokyo

2015: Kuala Lumpur

2014: Istanbul

2013: Luxembourg

2012: Seoul og Moskva

2011: Dubai, Indian Wells, Charleston, Brussels, Farum og New Haven

2010: Ponte Vedra Beach, Farum, Montreal, New Haven, Tokyo, Beijing

2009: Ponte Vedra Beach, Eastbourne og New Haven

2008: Stockholm, New Haven og Tokyo

* Nederlag:

2015: Auckland (januar) og Stuttgart (april)

2014: US Open og Tokyo

2013: Indian Wells

2012: Farum og Sofia

2011: Doha og Stuttgart

2010: Indian Wells og WTA Finals

2009: Memphis, Charleston, Madrid, Båstad og US Open

2008: Luxembourg

Kilde: WTA

Gør dine drone-drømme til virkelighed med legoklodser

Lille amerikansk firma udgiver samlesæt, så man selv kan bygge drone.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and Themater
Bitnami